Lege og andre fritidsfornøjelser i Vedbæk (ca. 1938-1948)

 

Af Birgitte Bojsen-Møller

 

 

Når vi som børn mødtes, sagde vi altid: ”Skal vi lege”?

Eller: ”Vil du lege med mig”?

 

Vore lege foregik ofte i skovene omkring Vedbæk.

 

Baneskoven

lå på Baneskellet - lige bag mit barndomshjem på Olgasvej 5, dér hvor Aldis parkeringsplads ligger i dag. Her byggede vi huler, spiste mellemmadder og drak saft. Vi syntes næsten, det var vores skov, fordi vi tilbragte så mange dejlige stunder dér. Her legede vi også med dukker eller ”Far, mor og børn”, hvor vi havde roller som far, der gik på arbejde, og mor, der passede børn og havde travlt.

Og her røg vi vores første cigaret - lavet af det gode, gule, gammeldavs 00-WC papir, og hvor tobakken var blyantsmuld fra blyantspidseren.

 

Baneskellet

var vejen op forbi Aldi mod nord. Her havde DSB godsvogne og andet materiel stående på et ekstra spor. På arbejdssporet stod der en gang imellem en dræsine, som vi sneg os op på, og så kørte vil ellers frem og tilbage.

Mellem to funktionærhuse var der en hjemmelavet, primitiv gynge.

 

Stationspladsen

Dér måtte vi ikke lege som små, da det var ”alt for farligt”, - skønt ingen trafik!

Men selvfølgelig gjorde min tvillingbror og jeg det alligevel. Desværre opdagede vores storebror, at vi var på forbudt område, hvorpå han sladrede. Det er den eneste gang i mit liv, hvor vi fik smæk i ”den bare”.

 

Trørødskoven

En dejlig legeplads til såvel ski som til kælk. Cykling var det helt store. Og vildt var det at sidde foran på drengenes cykler og så køre ned ad den store kælkebakke. Toppen af kælkebakken hed ”Sukkertoppen”, og så var der en lille høj, som vi kaldte for ”Blomsterbjerget”, hvor vi fandt de første anemoner. Her gravede vi ”skatte” ned, som sikkert ligger der endnu!

Blandt de endnu farligere lege hørte at stå udvendigt på broen over Trørødvej, navnlig når de store damptog kom, og hvor vi så blev indhyllet  i den tætte damp.

 

 

Spejderrenden

ad ”Grisestien” op mod Frydenlund Slot. Spændende kløft med mange udstående rødder, som var sjove at klatre på. I bunden af kløften løber ”Kikhanerenden”.

Der skulle et stort spring til for at komme over på den anden bred.

 

Enrum Skov

ved ”Karl den 12’s Kilde” samt oppe ved  ”Pandekagehuset” tæt ved Vedbæk Kirkegård.                

 

Bøllemosen og Enrum Sø

hvor vi ofte løb på skøjter eller bare cyklede rundt om. Senere kom tiden, hvor man sværmede!

 

Ellesøparkskoven

som vi kaldte for ”Den lille, yndige skov”. Den lå for enden af Olgasvej, og her var der små borde og stole lavet af træ og malet som fluesvampe.  

 

Hønseriet

på Henriksholms Allé, hvor der kom mange børn, da der var en lille kælkebakke og en sø til skøjteløb. Desuden så vi på, når fru Madsen slagtede høns, gæs og kaniner.

 

Havnen

var også et paradis for os børn. Vi elskede bl.a. at ”lege tagfat” rundt om det lille, runde tårn ved indkørslen til den nordlige havn, eller kravle rundt på molernes store sten. Sjovt var det også at hoppe rundt på de store bundgarnspæle inde i havnebassinet. Det gav selvfølgelig jævnligt en ”våd sok.” Netop dér fandt jeg under krigen et kondom (eller en ”Langelinieål”, som man kaldte dem!), og som børn af krigen var vi begejstrede for en ballon. Henrykte pustede vi den op og viste den til vores mor, som blev rædselsslagen. Selvfølgelig fortalte hun ikke, hvad den skulle bruges til, men forlangte straks, at vi skyllede vores mund i noget så kostbart som saften af en citron.

 

Fodboldbanerne og Badeanstalten

var også dejlige legeområder. Alle børn fik om sommeren tilbudt svømmeundervisning. Det foregik fra badebroen, hvor svømmelærerinden havde en lang bambusstang, formet som bogstavet P, som hun stak ned til os. Den klamrede vi os til, og blev man bange, kravlede man op ad stangen, hvor hun så bare stak stangen endnu længere ned i vandet.

Ja, vi tilbragte det halve af vores liv på eller omkring Badeanstalten. Husker med stor fryd, når vi i de lyse sommeraftener badede i morild, som nu desværre er helt forsvunden fra vores område.

Vi startede tidligt i foråret med at bade og sluttede sent. Ikke mærkeligt, at mange af os Vedbækkere i dag er ”Vikinger”!

Badeanstalten lå lige overfor udmundingen af Larsensvej. Der gik en forholdsvis lang bro ud til indgangen af kabinerne, der var strengt adskilt i en dame- og en herreafdeling. Her sad hr. og fru Larsen og vogtede på, at der ikke skete noget utugtigt. Der har vel været ca. 15 kabiner til hver afdeling, og så var der plads til solbadning, en vippe og et mindre bassin til udspring. Ønskede man at være fræk og se ind i det forbudte område, måtte man enten gå ud på enden af vippen for derfra at se ind, eller man kunne dykke ned under et ækelt stykke sækkelærred, der var udspændt nede i vandet mellem de to afdelinger.  

Endelig kunne man også kravle op på taget af Badeanstalten, hvor man nok havde det allerbedste udsyn! Og vi piger var såmænd ikke spor bedre end drengene!

 

Og hvad legede vi ellers?

Som helt små fandt vi forskellige størrelser sten med huller i, satte snore i og legede, at det var køer på græs, der skulle flyttes. Senere ændrede legene sig!

 

Desuden skal nævnes leg med lerkugler, hønseringe og bytning af glansbilleder, nogle gange gemt mellem bladene i stilehæfter. Når man ”trak” en side, var det ikke altid, der var gevinst.

 

Pigerne legede også med påklædningsdukker, hvor vi tit selv lavede tøjet til dukkerne. Bisquit-firmaet ”Mariekiks” lavede reklame ved hjælp af påklædningsdukker, kaldet ”Store Marie” og ”Lille Marie”, ligesom ”Prinsessen med den store krølle” (vor nuværende dronning) var yndede modeller. Påklædningsdukker, lavet som barneskuespilleren Shirley Temple var også et hit.

 

Vi samlede også på ”Rich’s-billeder” og klistrede dem ind i fine albums.

Jeg husker mest dyresamlinger, men nogle år efter krigen dukkede de populære Walt Disney-serier op: ”Askepot” og ”Pinocchio”.

 

Eller pantelege: ”Hvad skal den gøre, der ejer denne pant?”. Den, der så ejede panten, kunne f.eks. blive sat til at gå op og ned ad trappen 5 gange eller spille med ”forlorne arme”: Person A blev sat i en stol med armene bagom stolen. En anden person B agerede så Person A’s arme ved at stå bagved Person A og lave sjove bevægelser (f.eks. ved at pille næse på Person A.)

 

Vi kunne også finde på at lave dyr (f.eks. en mus) af lommetørklæder.

Eller vikle sølvpapir om enden af en blyant, fjerne hylstret, putte et par kuglelejer-kugler ind i hylstret for derefter forsigtigt at lukke til. Nu havde man et par herlige tumlinger, som var sjove, når de rutsjede ned ad en køkkenbakke.

De spil vi havde, er næsten de samme som nu. ”Ludo”, ”Matador”, ”Sorteper”, ”Firkort”, ”Gris” og diverse puslespil.

 

De bøger, der blev læst højt for os som små, kunne være Elsa Beskows ”Puttes Eventyr i Blåbærskoven”, ”Bente og Rufus”, ”Pers nye Klæder” samt ”Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla”. ”Den uartige Caroline” af Susanne Lassen, ”Flugten til Amerika” af Christian Winther og naturligvis H. C. Andersen eventyr.

Som større læste vi selv” Bamse og Dukke Lise”, ”Willy” i Familie-Journalen. ”Heidi-bøgerne” af Johanne Spyri, ”Tudemarie- bøgerne” af Maria Andersen, ”Flemming-bøgerne” af Gunnar Jørgensen, ”Robinson Crusoe” af Defoe samt OTA-Solgryn-bøgerne..

 

Af pigelege var at udspænde snore mellem hænderne, hvorefter en anden kunne ændre figuren over på sine hænder. Snorelegen hed ”at tage af og tage på”. 

Nipsenåle, papirklip, kastanjedyr, blomsterkranse og en lang, lang mælkebøtte med ét blomsterhoved og så en stængel, lavet af f.eks. 10 mælkebøttestængler sat ind i hinanden.

 

Efter krigen var det det helt store hit at samle på chokolade-, karamel- og tyggegummipapir. Slik, gerne kastet i grams af den hjemvendte danske  brigade, der kørte på Strandvejen gennem Vedbæk mod København, var også populært, når vi stod og tog imod dem med flag.

 

Endelig skal sjippetov, hinkestene, yoyo, stylter, hjemmelavede drager og naturligvis rulleskøjter og skøjter også nævnes. Dengang var skøjterne ikke fastspændt på flotte støvler, næh, de blev skruet fast til undersålen af støvlen, og hvorfra de så ustandselig faldt af.

 

For at få en ”motor-lyd-effekt” på cyklerne satte vi et stykke pap fast på hjulene med en klemme. Drrrrrrrr!

 

Under krigen var vi tre piger, der legede meget sammen, og som havde en enorm fantasi. Vi kunne f.eks. lege, at vi var ”Kaptajn Mannerheims Sønner”, (hvordan man så end leger det!) Hertil opfandt vi et hemmeligt         alfabet, flere hemmelige koder til forskellige ting, et krigsråb (”Ag ag ag, ag ag ag, gæa gæa gæa gæa”) samt en ”krigssang”.

 

Af fælleslege legede vi ”Skjul” eller ”To mand frem for en enke”, spillede

langbold, rundbold, kroket, eller vi spillede bold op ad muren med ti forskellige variationer.

 

 Af kredslege - specielt i skolegården - legede vi ”Hvem har bolden”, eller ”Katten efter musen”. Eller vi sang til ”Der kom en mand fra det røde hav, ej sikkelej sikkeladetus. Hvad vil den mand fra det røde hav, ej sikkelej sikkeladetus”, hvor vi stod i to rækker overfor hinanden og ”hentede” en person, som vi skulle gætte navnet på. Man fortsatte legen, indtil alle ”døtrene” var blevet ”gift.”

Det var også sjovt at ”Springe buk” sammen med drengene. I lange rækker ventede man på, at det blev ens tur, og så var der ellers fart på.

Til sidst skal nævnes ”Kluddermor”, hvor man i en kreds holdt hinanden i hænderne, hvorefter man viklede/filtrede sig ind imellem hinanden til en

uløselig klump. Kunsten bestod så i at vikle sig ud igen uden at give slip på hinandens hænder.

Af siddende lege havde vi ”Skibet er ladet med” eller ordsprogslege.

Disse lege var nok mest for piger. Drengene kunne lide at ”Spille land”, hvor de kastede deres knive ned i jorden og dermed ”skar” landstykker fra hinanden.

 

Når man skulle lave et hold til boldspil og udvælge nogen, holdt man sine knyttede næver frem og så var der en, der slog på dem og sagde ”On don den, mammer futter fem. Futter fem, mammer den, on don den.”

Eller: ”Okker, gokker, gummiklokker. Erle, perle, pif, paf, puf”.

”Væk”, sagde man så og fjernede hånden, og man blev ved med at fjerne en hånd, til der kun var én hånd tilbage.

 

Til større baller dansede vi f.eks. ”kotilliondanse” med gevinster, måske hæftet på en udslået paraply. Eller ”Den toppede høne” og ”Ritch ratch filion gong gong.” Danse, som vel ingen kender i dag.  ”Lancier” var dog senere det helt store hit.

 

Ja, meget har ændret sig siden tiden fra ca. 1938-1948.

Vi føler,  at der næsten er gået 100 år. Vore børn og børnebørn kan slet ikke genkende noget af det, jeg her beskriver, men så har de forhåbentlig nogle andre lege, som de kan fortælle til deres børn og børnebørn - engang!