Julen i 1950’erne i Vedbækhus på Stationsvej i Vedbæk
Oplevet af Else Svendsen
Juletiden dengang i 50’erne var en meget spændende og hyggelig tid på året – det var børnenes fest.
Fra vores 3-værelses lejlighed i Vedbækhus på 2.sal havde vi en skøn udsigt ud over Vedbæk Station og det store sneklædte og smukke område Maglemosen. Vest for stationsbygningen havde vi udsigt til området med alle kolonihaverne og Høje Sandbjerg i diset vinterdragt.
I december var der altid meget sne – store snedriver, som oplyste det store, flotte juletræ foran stationen.
Ved siden af juletræet var opsat en trætønde og så vidt jeg husker også en trænisse, hvor man kunne lægge penge i. det var Håndværker- og Borgerforeningen for Vedbæk og Omegn, som stod for det. Pengene, som blev samlet ind, gik til mindrebemidlede folk, så de kunne få hjælp til julen.
Tiden op til jul var travl for min mor – indkøb af mad til mange dage, da vi dengang ikke havde køleskab.
Vores hjem skulle julepyntes. Det var min far Christian Svendsen og mig, der stod for pyntningen. Rundt om alle døre blev der hængt granguirlander, i vinduerne blev plantet små røde tulipaner og gran, juledekorationer i hvide krukker med lange blomsterlys i forskellige farver blev sat rundt omkring på bordene. Nå den gamle julelygte til stearinlys kom frem, så var det jul, og julestemningen bredte sig i vores hjem !!
Vores juletræ fældede min far på vores grund, som lå på hjørnet af Maglemosevej og Nyvang. Turen derud gik på vores transportcykel med lad foran, så træet kunne transporteres hjem. Altid i sne og isnende kulde, sad jeg der på cyklen med juletræet i favnen. Det var en lang, kold tur hjem til Stationsvej.
Endelig blev det den 24.december, som alle os børn havde glædet os til. I vores hjem havde vi kun 2 gasblus og ingen ovn, så flæskestegen blev stegt hos vores bager Frederiksen på Stationsvej. Min bror Jørn Svendsen og jeg blev sendt afsted til bageren den 24.december sent om eftermiddagen – min bror med et stort fad til stegen og jeg med en blå emaljespand til skyen. Så gik turen hjem fra bageren ad Stationsvej med duften af den dejlige juleflæskesteg i næsen.
Juleaften spiste vi altid flæskesteg, hvide og brune kartofler, hjemmelavet rødkål og agurkesalat. Desserten var æblekage med flødeskum - uden mandelgave !!!
Det var min mor, der stod for maden, men jeg fik lov at hjælpe til i køkkenet.
Senere på aftenen dansede vi om juletræet. Vi sang mange julesalmer – næsten alle vers !! Det var altid sjovt og hyggeligt, selv om gaverne trak.
Træets julepynt var engle, trommer, kræmmerhuse, hjerter, trompeter og lametta. Meget af pynten havde vi selv lavet. Juletræet var altid pyntet med stearinlys, men uden stjerne i toppen – der var altid en meget gammel nisse i træets top.
Dengang i 50’erne fik vi små julegaver f.eks. hjemmestrikkede sokker, sko/støvler, undertøj, nattøj, spil og trælegetøj f.eks. klodser. Det var ofte gaver vi havde brug for i det kommende år, men et år fik jeg en stor porcelænsdukke med 2 hjemmesyede kjoler, og det var jo lige sagen.
Juleaften var altid en hyggelig aften sammen med familien.
Julen i 1960’erne i Vedbækhus på Stationsvej i Vedbæk
Vinterhygge på Stationsvej 21, 2.sal. I 1960’erne gik vi i vores opgang på besøg hos hinanden juleaften. Vi så vennernes julegaver og nød julegodter, sodavand og frugt. Det var hyggeligt og stemningsfyldt på den måde at ønske hinanden en glædelig jul.